fredag den 8. august 2014

Fredag den 8. august

Formiddagens bustur går til Lowestoft, nabobyen til Great Yarmouth - masser af folk i England har ingen bil, så de er afhængige af kollektiv trafik - her i luksusudgaven med lædersæder, aircondition og wifi-adgang.
I Lowestoft møder jeg deputy port manager Roger Arundale, som for en snes år siden tog initiativ til et kunstigt fuglefjeld til rider, der ligesom i Hirtshals yngler på havnen.
Ude bag en af ydermolerne er der bygget en væg med hylder, hvor riderne yngler. Prisen blev noget højere end beregnet, så Roger blev spurgt, hvad han ville gøre, hvis riderne ikke ville yngle der. Så må jeg anbringe nogle udstoppede i stedet, var svaret.
Da jeg ventede på bussen tilbage, opdagede jeg at riderne også yngler på en kirke inde i byen, men var det ikke også noget med at Jesus sagde: Lad de små fugle komme til mig!
Tilbage i Great Yarmouth var det tid til at se på en af de vigtigste personer i britisk historie, admiral Nelson. Horatio Nelson, der kommer fra området her (Norfolk) har sit eget museum i byen.
Great Yarmouth har et mindesmærke for Nelson, der er ældre end det på Trafalgar Square i London.
Og til dem, der bekymret har spurgt til vores helbred med alt det traditionelle engelske mad (som fish&chips) kan jeg berolige: Vi får vores daglige smoothie!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar