onsdag den 20. august 2014

Onsdag den 20. august

Her er min sidste bolig på turen: Hanstholm Fyr, hvor det er muligt at leje værelse med køkken og bad. Lige nu er de tidligere beboelsesbygninger under kraftig renovering, men der var alligevel plads til mig, tak for det!
Esben Broe fra Nationalpark Thy tog mig i dag på en tur rundt til nogle af nationalparkens perler. I modsætning til landene omkring os har vi været meget langsommelige med hensyn til at få skabt nationalparker. Nationalpark Thy var den første – med udgangspunkt i det store Hanstedreservat syd for Hanstholm og de store klitplantager slår den sig op som Danmarks største vildmark.
Første stop var Roshage nord for Hanstholm Havn – et paradis for surfere og for ornitologer. Her sidder en af de lokale, Henrik Haaning Nielsen og ser på trækkende havfugle, bl.a. havde han set storkjover – det kunne meget vel være nogle af de fugle, jeg så på Shetland!
Klitmøller er en kystby under forandring – i de senere år har knap 200 mennesker slået sig ned for at dyrke deres passion, windsurfing og surfing. Stedet er internationalt kendt og promoverer sig som ”Cold Hawaii!.
Vi måtte også lige forbi Nordsø Akvariet, som er ejet og drevet af min tidligere kollega, Erik Odder Jensen, der var Nordsømuseets første akvariemester. Her et blik ind i hans største akvarium.
Ved Stenbjerg Landingsplads kan man nyde dette miljø fra starten af 1900-tallet, hvor fiskerne opbevarede deres redskaber. Fiskerne selv boede lidt længere inde i landet i ly for vejr og vind.
Turens endemål var det smukke granitfyr ved Lodbjerg, hvorfra der er en flot udsigt over havet, klitterne, søerne og Agger Tange i syd.
Lige ved siden af fyret er der gang i udgravningen af en 5000 år gammel jættestue. Arkæologerne på stedet vil meget gerne fortælle om udgravningen og om, hvad de finder. Selvom der ikke er meget tilbage, bliver da alligevel fundet interessante ting, blandt andet er der fundet spor fra husdyr lige ved siden af.
Som en perfekt afslutning på hele denne rejse fik jeg mulighed for at komme med på en aftentur til bølgeenergi på Hanstholm Havn. Først gav Christian Grant fra Thisted Kommune en indendørs introduktion til baggrunden for kommunens og Hanstholm Havns involvering i bølgeenergi samt teorien bag bølgeenergi. Derefter kørte vi ned til havnen og så det anlæg, som er blevet afprøvet i perioden 2009-2013 og som har givet erfaringer til videreudvikling af anlægget. Og med vestlig kuling udenfor kunne der ikke være bedre aften at høre om dette spændende projekt, som kunne blive Danmarks efterfølger til vindeventyret?
Og ny sidder jeg i den gamle fyrmesterbolig, hvor det knager og brager, fordi det gamle tag i dag er pillet af. Jeg sidder med høretelefoner på og hører Daniel Barenboims orkester bestående af jødiske og palæstinensiske musikere - i håb om at det kan overdøve larmen udenfor - hvem sagde Osvald Helmuth og brevet til Bulganin?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar